<img src="https://track.adform.net/Serving/TrackPoint/?pm=268420" width="1" height="1" alt="">

Gartner: CIO’en tabte kampen. Men sæsonen er ikke slut!

8. november 2018 Skrevet af: Jens-Jacob Aarup Del med en ven     

Gartner Symposium 2018 i Barcelona er Gartner gruppens flagskibsevent, og her skorter det ikke på fremtidsforudsigelser og anbefalinger til, hvordan teknologi og mennesker kommer til at spille endnu bedre sammen. Et af de mere kontroversielle budskaber i år var, at CIO’en har tabt kampen om data & analytics og skal kæmpe for at gøre sig relevant igen. Det kan man være enig eller uenig i, men budskaberne omkring hvordan man gør sig relevant, fejler ikke noget. Her får du et uddrag fra en af de mest interessante sessioner, "CIOs, You’ve Lost the Race: How to Become Relevant in Data and Analytics" - kombineret med vores egne erfaringer.


Data, analytics og BI har været øverst på agendaen, når det kommer til virksomheders it-investeringer de sidste 10 år. Ingen andre teknologier kan bryste sig af samme track record, og alligevel ses data, analytics og BI som værende mere forankret i forretningen end i it. Eksempelvis har kun 20% af CDO’er reference til CIO’en, og dermed kigger virksomheden ikke nødvendigvis på it-afdelingen i forhold til ansvar for data. Andre danske studier viser i øvrigt, at virksomheder oftest kigger på CFO’en, når det handler om ansvar for data og for at få værdi ud af data.

Men det betyder langt fra, at en CIO ikke er relevant, når det kommer til data, analytics og BI. Det er nærmere en konsekvens af den udvikling, området har gennemgået de seneste ti år kombineret med den høje efterspørgsel fra forretningen, når det kommer til indsigt og beslutningsgrundlag på baggrund af data.

Mission critical
Data, analytics og BI er efter Gartners opfattelse gået fra at være en supportfunktion til at være mission critical for virksomheder, der ønsker at udnytte digitaliseringens fordele. Det gør, at der stilles helt andre krav i dag, hvor løsninger i højere og højere grad skal understøtte forretningsprocesser og komme med anbefalinger til, hvordan virksomheder skal agere. Det er et farvel til løsninger, der opdateres via et natlig load, og goddag til indsigt i realtid med et forudsigende perspektiv. Et farvel til rapportfabrik-rapportering, der udelukkende kigger indad og goddag til self-service og embeddede løsninger, der favner alle relevante data – store som små.

Glem alt om “skygge it”
Siden self-service analytics for alvor tog fart, er begrebet “skygge it” blevet mere udbredt. Det dækker over, at der i højere grad findes it-afdelinger – eller måske it-kompetencer - i forretningsenhederne uden om den officielle it-afdeling. I bund og grund er det en forkert måde at anskue det på, for det handler mere om, at data, analytics og BI er blevet en disciplin, der udøves på tværs af virksomheden, og at flere mennesker tilegner sig relevante kompetencer. Det stiller krav til øget samarbejde og stærke partnerskaber mellem it og forretningen. Et glimrende eksempel på dette ser vi hos de af vores kunder, der har haft størst succes med self-service implementering - her driver forretning og it i fællesskab et stærkt community.

Gentænk governance
Traditionelle BI-løsninger med fokus på standardiseret rapportering har været underlagt et højt niveau af governance. Der har været klarhed omkring ejerskab af data, hvem der havde adgang til data, og hvilken proces data havde undergået for at nå ud til brugeren. Med begreber som self-service, data science, machine learning og artificial intelligence bliver den traditionelle governance-model udfordret. Governance skal fremadrettet i højere grad fokusere på:

  • samarbejde frem for kontrol
  • at skabe tillid
  • de use cases, der skal understøttes

3 anbefalinger til CIO’en
Så budskabet til alle CIO’er er, at de stadig har alle muligheder for at spille sig tilbage i kampen. Det handler om aktivt at søge partnerskabet med forretningen, og det kan f.eks. gøres med tre konkrete tiltag:

  1. Opbyg et stærkt data community på tværs af forretningen
    Det er partnerskabet i virksomheden, der kommer til at gøre den store forskel. Et stærkt community omkring data sikrer udnyttelse af kompetencer, dialog, prioritering og samarbejde.

  2. Giv brugerne adgang til data
    Data er som vand, det finder altid vej. Self-service værktøjer som Power BI gøre brugerne i stand til at bygge egne dashboards og rapporter, også selv om de ikke umiddelbart har adgang til de data, de ønsker. Men når behovet er der, finder brugerne en vej til at skaffe data - oftest via manuelle arbejdsgange. I den nye verden af data, analytics og BI bør brugerne have en tillidsbaseret adgang til data frem for en kontrollerende og restriktivt. Det betyder adgang til kilder og niveauer, der tidligere var utænkelige. 

  3. Skab en referencearkitektur
    Et af de vigtigste bidrag, som it-afdelingen kan bringe i den nye verden, er at skabe en referencearkitektur, der kan bruges til at opbygge en moderne data platform. En referencearkitektur er blottet for teknologi- og leverandørvalg (der blot ofte ender i en nærmest religiøs diskussion) og har i stedet fokus på brugernes behov, og hvordan de kan understøttes. Referencearkitekturen må gerne være visionær, så den kan anvendes som et roadmap i opbygningen af den moderne platform. 

Next step
Vi er nysgerrig efter at høre din mening. Du er derfor altid velkommen til at lægge en kommentar her på bloggen eller på LinkedIn. Vi har desuden samlet en række links, som kunne være nyttige for dig: