<img src="https://track.adform.net/Serving/TrackPoint/?pm=268420" width="1" height="1" alt="">

de 3 vigtigste BI-temaer for 2016

7 min. læsetid
28. januar 2016 Skrevet af: Jens-Jacob Aarup Del med en ven     

Øverst på dagsordenen for mange CIOs står business intelligence og udnyttelsen af data. Digitalisering og nye teknologier øger konstant efterspørgslen efter at udnytte de data, som virksomhederne har i og rundt omkring sig. Men business intelligence er mere end nye datatyper og smarte algoritmer. Business intelligence handler om mennesker, der træffer bedre beslutninger med data. Nu, en lille måned inde i 2016, giver det mening at komme med en stille forudsigelse om, hvad de vigtigste temaer bliver i det kommende år inden for business intelligence. Med disse temaer in mente kan du gøre dig klar til året og støtte din organisation bedst muligt.

Decentralisering vinder frem
De seneste år har de såkaldte data discovery tools oplevet massiv vækst inden for BI-verdenen. Ført an af Qlik og Tableau har denne type værktøjer flyttet normen for, hvad der kan forventes af et moderne BI-værktøj. Ægte data discovery tools har fokus på forretningsbrugeren og understøtter dem i deres beslutningsprocesser. Væk er den gamle BI-rapportfabrik med endeløse baner af krydstabeller eksporteret til Excel, og ind, som ny standard, er kommet visuelt stærke værktøjer med fokus på hurtig indsigt og let implementering. Brugerne vil selv arbejde med indsigt gennem data, og derfor er self-service BI større end nogensinde før. Sidste år sparkede Microsoft sig for alvor ind i kampen med frigivelsen af Microsoft Power BI, og lige nu sætter de standarden for, hvordan man arbejder med self-service BI. Tendenserne med værktøjerne er med til at understøtte, hvordan BI bliver mere og mere decentraliseret. Det samme viser undersøgelser fra Gartner Group; BI flytter væk fra den centrale enhed og ud i forretningen i de enkelte afdelinger eller i ”centers of excellence”. Sammen med decentraliseringen er begrebet bimodal BI opstået. Ved bimodal BI forstås, at en organisation har både centraliserede (læs: styrede) og decentraliserede (læs: demokratiserede) business intelligence egenskaber. Etablér en stærk, central BI-enhed, som kan understøtte en række decentrale enheder i at komme endnu tættere på forretningsbrugeren og skabe ægte værdi, hurtigt.

Skyens endelige gennembrud
Min top-tre-liste er skrevet med et dansk perspektiv – i særdelehed det næste tema, nemlig skyen. I en lang årrække har cloud-teknologi været på agendaen, men danske virksomheder har været tilbageholdende. Nogen vil sige med rette, da teknologien primært har handlet om at flytte virtuelle maskiner væk fra kælderen og op i skyen. Dette har ændret sig, og skyen kommer til at spille en stor rolle i 2016. Producenterne af software tilbyder forskellige typer cloud services, der gør det let at komme i gang, skalere efter behov og ende med et minimalt drifts-setup. Vi ser også, hvordan disse cloud services ofte giver nye muligheder, som slet ikke findes i løsningerne til kælderen. Det er typisk services med behov for stor computerkraft i kort tid, hvor det er oplagt at dele denne store kraft med andre. Og her gør Microsoft for alvor en forskel med Microsoft Azure cloud, som favner en række forskellige services, der for virksomheder kan udgøre den perfekte business intelligence & analytics platform. Platformen giver mulighed for at starte i det små og ende med avancerede Big Data-løsninger med algoritmer på toppen. Med så let tilgængelig cloud-teknologi kommer vi til at se en række nye BI-løsninger, der vil løse udfordringer inden for områder, vi ikke har set før. I 2016 bliver det ikke et spørgsmål om, hvorvidt BI-løsningen skal anvende cloud - du kommer mere til at skulle forsvare, hvorfor du ikke vil vælge at starte i skyen.

Siloerne vil falde
Sidste tema er lige så meget et håb som en forudsigelse. Da Inspari sidste år afdækkede, hvad de særligt succesfulde BI-virksomheder gjorde anderledes end andre, var der ét parameter, der stak særligt af. Det var ganske tydeligt, at disse virksomheder havde arbejdet væsentligt med at nedbryde siloerne internt for at få en fælles forståelse for virksomheden, data og begreber. Og det vil være en forudsætning for succesfuld implementering af decentralisering og self-service, at virksomheden har det samme billede indledningsvis af sig selv. Og for at dette kan lade sig gøre, skal medarbejdere med suveræn forretningsforståelse i spil, da de kommer til at spille en afgørende rolle i succes med BI i 2016. Disse medarbejdere - lad os kalde dem hverdagens data-helte - kan sætte organisatorisk implementering før smarte algoritmer og ny teknologi og dermed være med til at nedbryde siloerne i virksomheden og få tegnet et fælles billede.

Mennesker først
De tre bud viser meget godt behovet for, at mennesker og teknik skal spille sammen for, at organisationer kan udnytte de mange muligheder med data. Muligheder, der gør dem mere data-drevne og sikrer, at de kan træffe bedre beslutninger. Ultimativt er det jo dét, BI handler om.

Mine tre bedste råd for 2016 med baggrund i ovenstående vil derfor være:
- Brug dine data-helte
Find de personer, der både kan og vil arbejde med forretningsforståelse igennem data og brug dem til at skabe en bevægelse af medarbejdere, der bruger data og fakta som våben i kampen mod mavefornemmelse. Giv medarbejdere, der både har dataforståelse og forretningsforståelse, en bredere bane at spille på og frigør dem fra manuelt arbejde, så de i stedet kan drive projekter og initiativer
- Start dit næste initiativ i skyen
Der er ingen grund til ikke at starte det næste BI-initiativ i skyen. Fordelene er mange, men i særdeleshed trumfer muligheden for at komme hurtigt i gang og dermed sikre værdi af data hurtigt. Det samme gør muligheden for at bruge skyen til nye typer data, som virksomheden ikke har fået indsigt i endnu.
- Giv slip på værktøjerne
I en decentraliseret fremtid kommer brugerne til at anvende forskellige værktøjer, fordi alle værktøjer har sine fordele og ulemper. Men det er vigtigt, at brugernes behov kan understøttes, ikke om værktøjet er rødt eller blåt.

Det var mine bud på, hvad der bliver vigtigt i 2016, og der kunne sagtens have været mange flere: gorvernance, data preperation, visualisering, storytelling, algoritmer, mobile, IoT, osv. Men BI starter og slutter med mennesker, og derfor er de alt andet lige de vigtigste.

Har du bud på, hvad der bliver vigtigt for jer i 2016, så smid meget gerne en kommentar nedenfor.

 

jja_blog.png